Du kan hvad du vil!

 

Hvem kender ikke denne sætning?


Jeg har også selv sagt den, men hvor er det dejligt at få forstyrret sit verdensbillede og blive tvunget til refleksion….

For kan jeg alt hvad jeg vil? Man ved fra forskellig forskning at man kan nå længere med et positivt selvbillede og troen på egne evner. Så langt er der stadig sandhed i udsagnet. Vi ved også at vi skal være i besiddelse af en kæmpe motivation, for at vi er vedholdende nok til at blive ved med at øve. Det kan kræve meget mere træning for mig at blive lige så dygtig til at spille klaver, som min veninde, som måske har mere talent i den retning end mig. Det er netop her at den nye tanke opstod, for kunne det være at vi skulle sætte større fokus på vores talenter, styrker eller hvad vi skal kalde det, i stedet for at brede hele verden ud. Er det en medvirkende årsag til at, vi oplever øget stress og usikkerhed om hvem vi er og hvad vi skal med livet? Var det bedre, at vi op gennem skoletiden blev hjulpet til at finde forcer, det der sikre selvværd, på en lidt nem måde. Så når grundstenen var på plads og når man står sikkert på benene, kan man sagtens træde ud af comfortzonen og undersøge verden. Jeg tænker bare at det er et stort ansvar at stå med, når man kan, alt hvad man vil, men måske ikke lige lykkedes. Det kan give usikkerhed, ensomhed og depression, når man ikke lever op til verdens forventninger. Måske vi også her med fordel kunne se verden på en anden måde?

 

 

 


Related Posts

Skriv et svar